ProfilMedarbejdereEjendommeKontakt
Ejendomme til salg
Solgte ejendomme
Ejendomme diskret til salg

 Sostrup Mellemskov, 8500 Grenå. 134,5 ha.

For Sostrup Gods udbydes Sostrup Mellemskov, på 134,5 ha, hermed til salg. Sostrup Mellemskov er en flot, velpasset skov, beliggende fredeligt og roligt, vest for Sostrup Slot, ved Gjerrild, nordøst for Grenå. Terrænet er lettere kuperet, og jordbunden består overvejende af blandede moræneaflejringer. Skoven er særdeles frodig, og boniteten god, omkring 2 for bøg, eg, rødgran og lærk, ifølge bevoksningslisten fra 2004. Skoven består overvejende af løvtræs- og nåletræsbevoksninger med en ret jævn aldersklassefordeling. Hovedtræarterne er bøg, rødgran og lærk. Bevoksningerne spænder dog vidt, og de fleste af de sædvanligt dyrkede danske træarter er repræsenteret på ejendommen, ligesom der er gode bevoksninger med pyntegrønt. Faktisk er Sostrup Mellemskov ret atypisk for Djursland, idet Sostrup Mellemskov er særdeles frodig og har en løvtræsandel på omkring 31 %. Dette er ikke blot en fornøjelse at se på, men er faktisk også årsagen til, at driftsøkonomien i skoven ligger i den bedre halvdel af dansk skovbrug. Sostrup Mellemskov har en god jagt på kronvildt, dåvildt, råvildt, ræv, hare og fuglevildt, ligesom man periodevist støder på sikavildt i skovene. Skovens størrelse, variation og frodighed giver i det hele taget mulighed for en meget varieret jagt, spændende lige fra større selskabsjagter til pürch på kronvildt, dåvildt, råvildt og sikavildt. Ejendommen er bygningsløs, men der vil med overvejende sandsynlighed kunne fås byggetilladelse til et maskinhus og lign., pga. skovens størrelse. Ejendommen er under udstykning til selvstændig skovejendom, og kan erhverves af næsten alle, herunder også af danske selskaber.
Areal: 134,5 ha.
Pris: Solgt juli 2008.

© Copyright: Asger Olsen A/S - Søvangen 20, 5884 Gudme - tlf. 6225 4088