ProfilMedarbejdereEjendommeKontakt
Ejendomme til salg
Solgte ejendomme
Ejendomme diskret til salg

 Del af Henninge Nor, 5900 Rudkøbing / Langeland. 20 ha skov, mose, eng og sø.

Henninge Nor, beliggende få km syd for Rudkøbing på Langeland, er nok noget af Langelands bedste og mest varierede jagt- og naturareal. Nærværende del af Henninge Nor er på ca. 20 hektar og beliggende på indvunden havbund, i den centrale del af Henninge Nor. Ejendommen ligger fredeligt og roligt, tilbagetrukket fra alfarvej, og besøges omtrent aldrig af andre end ejeren og jagtlejeren. Terrænet er relativt jævnt, og jorden består af tidligere havbund af meget sandet bonitet. I ejendommens centrale del har der været gravet tørv på et ca. 7.000 m2 stort område. Dette område henligger i dag som et par herlige søer med en helt formidabel andejagt. Den nordlige halvdel af ejendommen henligger i dag som eng, strandeng, mose, tagrør og krat med meget varierende og afvekslende flora, og kun få større træer. Den sydlige del af ejendommen er lidt mere fugtig, og henligger i dag tilgroet med lysåben skov, bestående af birk, pil, røn, tjørn m.v. Jagten i Henninge Nor er, som nævnt, nok noget af det bedste på Langeland. Særligt for Henninge Nor skal områdets stærke bestand af dåvildt, og den i øvrigt usædvanligt varierede flora og fauna, fremhæves. Endvidere skal ejendommens meget alsidige fuglejagt fremhæves. Både ænder, gæs, fasaner, snepper, duer m.v. nyder tydeligvis ejendommens frodighed, variation og uberørte beliggenhed. Til ejendommen hører en ældre lade på ca. 50 m2. Ejendommen er frijord, og kan derfor erhverves frit.
Areal: ca. 20 ha.
Pris: Solgt januar 2015.

© Copyright: Asger Olsen A/S - Søvangen 20, 5884 Gudme - tlf. 6225 4088