ProfilMedarbejdereEjendommeKontakt
Ejendomme til salg
Solgte ejendomme
Ejendomme diskret til salg

 Nedergård Østerskov, 8766 Nr. Snede / Midtjylland. 130 hektar frodig og velpasset skov med god vedmasse.

Nedergård Østerskov er en smuk, varieret og spændende skov- og jagtejendom på ca. 130 ha., beliggende på den jyske højderyg, i det kuperede og skovrige terræn sydøst for Nørre Snede. Terrænet er kuperet og særdeles afvekslende med fine udsigter. Jorden er gruset med varierende indhold af ler og det vurderes, at der vil kunne dyrkes de fleste gængse danske træarter på ejendommen. Ejendommen er særdeles varieret, og spænder lige fra ældre nåletræsbevoksninger til mere lysåbne områder med fodermarker samt smukke bevoksninger med bøge- og egetræer. Nedergård Østerskov er forstligt velpasset og har mange flotte komplette bevoksninger af ældre rødgran med begyndende spredt selvforyngelse, samt vellykkede yngre kulturer i god vækst. Boniteten i skoven vurderes som værende god for især nåletræet, og vedmassen vurderes som værende ganske betydelig. Driftsøkonomien i skoven vurderes således som værende over gennemsnittet for tilsvarende ejendomme, idet der overordnet er gode vækstvilkår og en betydelig stående vedmasse i skoven. Jagten i Nedergård Østerskov er særdeles god og varieret. Jagtmulighederne omfatter kronvildt, dåvildt, råvildt, harer, ræve, snepper, duer m.v. Nedergård Østerskov fremstår som en helstøbt skov- og jagtejendom, hvor erhvervsmæssig skovdrift og interessen for jagt og vildtpleje kan kombineres på fortrinlig vis. Ejendommen er en selvstændig skovejendom, uden landbrugspligt. Ejendommen kan derfor erhverves frit, både privat og i selskabsform.
Areal: 130 ha.
Bygninger: Ingen.
Solgt november 2019.

© Copyright: Asger Olsen A/S - Søvangen 20, 5884 Gudme - tlf. 6225 4088