| Jydsk Landvindings Plantage, 7441 Bording / Midtjylland. 50 ha skov og jagtejendom med byggeret. Jydsk Landvindings Plantage er en varieret og spændende skov- og jagtejendom på 50 ha., beliggende ved Munklinde, midt mellem Herning og Viborg. Ejendommen er beliggende i et øde og skovrigt område, tæt på både Kompedal og Myremalm Plantager, som huser stærke bestande af både kronvildt og dåvildt. Terrænet er jævnt og jordbunden udgøres hovedsageligt af sandede smeltevandsaflejringer. Ejendommens bevoksninger udgøres hovedsageligt af rødgran, sitkagran, ædelgran, omorika, lærk, skovfyr, bøg, birk og eg, med rødgran som den væsentligste. Ejendommens lysåbne arealer udgøres hovedsagelig af fodermarker og græsenge, som ligger spredt strategisk rigtigt rundt på ejendommen. Jagten i Jydsk Landvindings Plantage er særdeles god og varieret. Jagtmulighederne omfatter kronvildt, dåvildt, råvildt, harer, ræve, snepper, duer m.v. Særligt skal jagten på hjortevildtet fremhæves, idet Jydsk Landvindings Plantage ligger som en naturlig trædesten for hjortevildtet på dets færden rundt mellem de større plantager i området. Ejendommen er i udgangspunktet ubebygget, bortset fra en tidligere kartoffelkælder. Der er dog givet tilladelse til at genopføre 1 bolig, og muligvis 2 boliger, i skoven. Jydsk Landvindings Plantage er således en velarronderet og spændende skovejendom, hvor erhvervsmæssig skovdrift, jagt, vildt- og naturpleje samt boligbyggeri kan kombineres på fortrinlig vis. Ejendommen er en selvstændig skovejendom, uden landbrugspligt. Ejendommen kan derfor erhverves frit, både privat og i selskabsform.
Areal: 50,3 ha.
Boliger: Ingen boliger, men der er udstedt tilladelse til at bygge en bolig med tilhørende driftsbygninger i skoven.
Solgt september 2022. | |