Ryom Skov er en smukt kuperet, varieret og spændende skovejendom på ca. 63 ha, beliggende lidt øst for Ryomgård på Djursland, ca. 30 km. fra Århus. Skovens hovedtræarter udgøres af bøg og eg, samt rødgran og nobilis. De resterende bevoksningerne spænder stort set over hele spektret af sædvanligt benyttede danske træarter. Løvtræ udgør cirka 50 % af det samlede areal, mens nåletræ udgør cirka 35 %. De resterende cirka 15 % af ejendommens areal udgøres af agerjord, eng, mose, sø, lysninger, veje og bygninger m.v., hvilket sammen med det kuperede landskab gør Ryom Skov til en meget smuk, spændende og varieret ejendom. Jagten er særdeles god og understøttes af det kuperede landskab, hvor tæt skov, moser, agerjord, enge og vådområder skiftevis afløser hinanden. Jagten omfatter dåvildt, råvildt, harer, ræve, snepper, strejfende kronvildt samt andet småvildt. Ryom Skov byder på gode fiskemuligheder qua ejendommes beliggenhed ned til Vallum sø. Søen byder på spændende fiskeri efter ferskvandfisk som bl.a. aborrer og gedder. Helheden afrundes af beboelsen, som er beliggende højt og særdeles smukt, ca. 25 meter fra Vallum Sø, med Ryom Skov i ryggen og en formidabel udsigt ud over søen mod syd. Ryom Skov er således en spændende, kuperet og varieret skov, hvor erhvervsmæssig skovdrift, jagt, vildt- og naturpleje kombineres på fortrinlig vis. Samtidig er beboelsen i Ryom Skov fantastisk beliggende, og den vil for køber kunne danne den naturlige ramme om et aktivt familie- og friluftsliv. Ryom Skov er en selvstændig skovejendom uden landbrugspligt. Ejendommen kan derfor erhverves frit, både privat og i selskabsform.
Areal: 63 ha.
Bolig: 1 stk. Energimærke G.
Solgt september 2018.