Bølling Sønderskov er en frodig, velpasset skov på 32,3 ha, beliggende særdeles fredeligt og roligt i skovkomplekset ved Jordrup, ca. 10 km. nordvest for Kolding. Terrænet er lettere kuperet, og jordbunden består overvejende af lerede moræneaflejringer. Skoven er særdeles frodig, og boniteten god, omkring 2 for de fleste danske træarter.Skoven er meget varieret opbygget, og bevoksningerne spænder over de fleste danske løvtræs- og nåletræsarter i forskellige aldre. Hovedtræarterne er bøg, eg, ask, birk, rødel, rødgran, sitkagran og ædelgran. Spredt rundt i skoven finder man desuden flere mose og engarealer, som bidrager godt til ejendommens variation og herlighed, samtidig med at disse arealer jagtmæssigt er et stort aktiv for ejendommen. Vandløbet i den vestlige del af skoven danner sammen med de mange jorddiger en både effektiv, smuk og synlig markering af ejendommens skel. Bølling Sønderskov har en særdeles god og varieret jagt. Skovens frodighed og variation giver imidlertid mulighed for en meget varieret jagt, herunder også på fasaner, duer, snepper, harer og ræv. Det vil endvidere være muligt at opleve strejfende kronvildt. Ejendommen er bygningsløs. For køber vil her være mulighed for at skabe sig sit eget lille fristed, hvor jagtmuligheder, skovdrift og investering i fast ejendom kan gå hånd i hånd. Ejendommen er en selvstændig skovejendom, og den kan erhverves frit både privat og i selskabsform.
Areal: 32,3 ha.
Bygninger: Ingen.
Solgt april 2021.